Rustfrit keglehjulsgear til fødevareindustrien

I samarbejde med Marel Støvring i Danmark har BJ-Gear udviklet et keglehjulsgear til en laksehalecutter, hvor skånsom håndtering af fisken er en central del af fileteringsprocessen.

Fileteringsproces hos Marel i Støvring

BJ-Gear A/S har udviklet et rustfrit keglehjulsgear

BJ-Gears nyudviklede rustfri keglehjulsgear er ideelt til fødevareindustrien og andre industrier med høje krav til hygiejne samt til produkternes modstandsdygtighed og evne til at udføre funktioner med stor nøjagtighed.

Keglehjulsgearet har en dynamisk virkningsgrad på 96%, hvilket resulterer i et minimalt energispild. Det rustfri keglehjulsgear fås i størrelserne SX22, SX32 og SX42 og er med sit hygiejniske design ideelt til brug i fødevareindustrien. De glatte overflader er nemme at rengøre, fordi de er helt uden hulninger eller andre områder, hvor der kan sætte sig skidt eller ske en ophobning af bakterier. Dermed undgår man helt, at skulle afskærme gearene og ende med en løsning, der er langt sværere at holde ren og bakteriefri.

Årelangt udviklingssamarbejde med Marel

Udviklingen af det rustfri keglehjulsgear er sket i samarbejde med Marel Støvring, der beskæftiger sig med udstyr og løsninger til kød- og lakseindustrien. Projektet udspringer af et længere samarbejde mellem de to virksomheder, hvor BJ-Gear leverer rustfri gear og fødevaregodkendte NG-lejer til Marels maskiner til fødevareindustrien. Tidligere udviklingssamarbejder med tilpasninger af vores rustfri snekkegear har lagt grundstenen til udviklingen af det rustfri keglehjulsgear.

Udviklingsprojektet er et pionerprojekt for begge virksomheder, der udspringer af Marels udvikling af den nye Salmon Deheader MS 2720. Samarbejdet har dermed bestået i at tilpasse det rustfri keglehjulsgear til Marels specifikke behov.

Product and Development Engineer hos Marel, Mads Dahl fortæller: ”Vi har længe været på udkig efter rustfri keglehjulsgear i de størrelser, vi skal bruge. Det har haft stor betydning, at BJ-Gear kan levere gearene med specielle hulaksler med klembøsning og indgangsflanger med kobling, som passer til vores motorer og samtidigt er hygiejnevenlige.”

Stor præcision mindsker spild og højner udbyttet

BJ-Gear har leveret tre rustfri SX22 keglehjulsgear og et rustfrit SX32 keglehjulsgear til Marels Salmon Deheader MS 2720. De tre SX22-gear driver tre transportbånd, der fører fisken fra den forrige proces og frem til den kniv, der ved hjælp af SX32-gearet og med stor præcision skærer halen af fisken.

Salmon Deheaderen er en del af en større tendens inden for industrien, hvor man bevæger sig mod en større grad af automatisering. Maskinen er en verdensnyhed, der erstatter en ældre model ved at have en mere skånsom håndtering af fisken i processen, hvor hovedet afhugges. Skæreprocesserne ved hoved og hale er kendetegnet ved ensartethed og præcision i hver eneste skæreproces, hvilket giver størst muligt udbytte af det dyre laksekød.

Den rette gearing giver det perfekte halecut

For at sikre et perfekt halecut, er det vigtigt, at halecutteren kører med en bestemt hastighed. Derfor kan halecutteren køre med en maksimalhastighed på 1000 omdrejninger i minuttet. Den høje hastighed på halecutteren opnås ved hjælp af en udveksling på 7,33 på det rustfri SX32 keglehjulsgear, som er monteret med en servomotor. Det er dermed gearets udveksling og servomotorens egenskaber, der i fællesskab gør at kniven kan nå at accelerere og decelerere, hvilket giver den store præcision i håndteringen af fisken.

De tre transportbånd er monteret med det mindre SX22-gear, der har en udveksling på 24,18, hvilket giver en langt lavere udgangshastighed på 75 omdrejninger. SX22-gearet giver i samarbejde med den monterede servomotor mulighed for at starte og stoppe båndene med stor nøjagtighed, hvilket er særligt vigtigt i forhold til at kende fiskens eksakte position på det tredje transportbånd, hvor halen cuttes.

Vores rustfri keglehjulsgear sidder desuden i Marels helt nye QC-scanner, der ved hjælp af en speciel scanningsteknologi kan farvesortere laksefileterne og derved automatisk registrere melanin- og blodpletter. Denne detektering mindsker spild samt højner kvaliteten og produktiviteten.

Alle flangelejer i MS 2720, QC-scanneren og alle Marels øvrige maskiner er ligeledes leveret af BJ-Gear. NG-lejet er et vandtæt, sfærisk flangeleje, der er FDA- og USDA-godkendt. Lejet er med sit rengøringsvenlige design, sin høje beskyttelsesgrad og sin store modstandsdygtighed over for kemikalier og rengøringsmidler ideelt til fødevareindustrien.

 

Læs eller download vores brochure og lær mere om vores rustfri keglehjulsgear