Regional Sales Manager

Har du en god grundlæggende teknisk indsigt, og kan du udvikle og pleje strategisk udvalgte kunder i et marked i vækst?
Medarbejder hos BJ-Gear på kontor

Teknisk eksportsalg til det tyske marked

Har du en god grundlæggende teknisk indsigt, og kan du udvikle og pleje strategisk udvalgte kunder i et marked i vækst? Formår du at skabe relationer, tillid og langvarige samarbejder, hvor rådgivning og sparring er i fokus? Og kan du identificere og opdyrke en sund pipeline af nye kundeprojekter og herigennem bidrage til virksomhedens ambitiøse vækstmål? Så er du måske den Regional Sales Manager, vi søger til BJ-Gear med base i Skanderborg. 

Fastholdelse og udvikling af strategisk vigtige kunder samt opdyrkelse af nye
Med reference til CCO får du ansvaret for at udvikle salget til strategisk vigtige kunder af høj kompleksitet. Dit hovedmarked er Tyskland, og dine kontakter vil primært være ingeniører, teknikere og indkøbere. Du får et tæt samarbejde med dine kollegaer i salgsteamet samt den interne projektafdeling, idet du har ansvaret for at følge projekterne fra start til slut. Dit redskab er løsnings- og værdibaseret salg, og du får den nødvendige frihed til at skabe konkrete salgsresultater i samarbejde med det øvrige salgsteam og R&D. Du får rig mulighed for selv at gå forrest via en systematisk salgstilgang båret af vedholdenhed, struktur og opfølgning. Dine hovedopgaver knytter sig til at:

  • Pleje og videreudvikle egen kundeportefølje og sikre stærke relationer og langsigtede partnerskaber på det tyske marked
  • Bidrage med struktur og salgssystematik for en proaktiv salgsindsats og -tilgang samt kundefokus
  • Rådgive og finde løsninger i samarbejde med kunder med afsæt i teknisk knowhow og god spørgeteknik
  • Udarbejde tilbudsmateriale og gennemføre kontraktforhandlinger
  • Følge op på strategier, handlingsplaner og budgetter
  • Sikre intern koordinering, handover og involvering af R&D
  • Deltage i messer i ind- og udland
  • Rejseaktivitet svarende til 60-80 dage årligt – hovedsageligt i Tyskland.

Som Regional Sales Manager får du et selvstændigt og udfordrende job i en dynamisk moderne virksomhed i vækst. Du bliver en del af en uformel organisation med et stærkt sammenhold og høj medarbejderanciennitet samt fokus på faglig og personlighed sundhed og udvikling.

Solid erfaring med teknisk løsningssalg
Du besidder et kommercielt mindset og muligvis en teknisk uddannelse. Vigtigst er, at du har erfaring fra teknisk løsningssalg og kommer fra lignende branche i stål- og metalindustrien. Du arbejder systematisk med en grundig spørgeteknik, således du sikrer rette afdækning af relevante behovsvinkler og salgsmuligheder. Du trives i kontakten med kunden og formår at opbygge langsigtede kunderelationer, samt forstår dynamikken i større internationale organisationer. På det personlige plan er du en stærk teamplayer og forstår vigtigheden af at få etableret et stærkt samarbejde internt. Du er hands-on og udadvendt, og du arbejder proaktivt, struktureret og vedholdende, ligesom du har særdeles gode kommunikationsevner.

Vi forventer, at du er flydende i tysk i skrift og tale.

Ansøgning og cv
Rekrutteringsprocessen varetages af konsulentfirmaet People Executive. Upload dit cv via linket på siden. Vi behandler ansøgninger løbende, og alle henvendelser behandles fortroligt.

 

________________________________________________________________________________________________________________________________

BJ-Gear A/S er en dynamisk virksomhed i vækst og har domicil i attraktive lokaler i Skanderborg, tæt på motorvejen.
Virksomheden er drevet af en engageret topledelse og har høj anciennitet blandt de omkring 100 ansatte. Vi servicerer både store OEM kunder og mindre maskinbyggere. Virksomhedens eksport udgør 60%.

BJ-Gear A/S står i dag som en førende virksomhed inden for udvikling, produktion og levering af transmissionsløsninger. Vi råder over et bredt program af egenproducerede gear og aktuatorer af høj kvalitet og med stor driftssikkerhed. Med udgangspunkt i egne gennemprøvede produkter, udvikler vi løbende tilpassede produkter og specialprodukter i et tæt samarbejde med vores kunder.

Du kan læse mere om virksomheden på: www.bj-gear.com.

BJ-Gear som arbejdsplads

Vil du vide mere om, hvordan vi har det hos BJ-Gear? Hvad vi laver, og hvad BJ-Gear tilbyder sine medarbejdere?

 

 

 

CSR og socialt ansvar