You don't have javascript enabled.
 

I tæt partnerskab med BJ-Gear

I 1997 udviklede BJ-Gear et special snekkegear til en homogeniseringsenhed i et partnerskab med en virksomhed, der bl.a. fremstiller udstyr til mejerier. Homogeniseringsenheden benyttes af mejerilaboratorier og laboratorier i uddannelsesinstitutioner. I kraft af sit kompakte design blev snekkegearet hjertet i maskinen. Gearet er konstrueret med en udgangsaksel udformet som en krumtap. Udgangsflangen fungerer som excentrikhus med stempelgang og på grund af den store belastning fra den excentriske bevægelse, har det desuden været nødvendigt at sikre en ekstra forstærkning af snekken og krumtappens lejring. Gearet blev endvidere påmonteret en AC-motor.

De positive resultater med gearet betød, at virksomheden efter en periode valgte at udvide samarbejdet, så BJ-Gear i dag leverer en næsten færdig homogeniseringsenhed. Enheden består af motor, specialudviklet snekkegear, krumtap og excentrikhus, stempel og stempelstang, bundramme, afskærmning og elstyring.

Den aktuelle aftale med virksomheden betyder, at vi producerer og lagerfører de nødvendige komponenter, så vi hurtigt kan montere og levere en ny enhed. Virksomheden foretager selv den afsluttende montage af specialdele og test af enheden.